Lakeret eller ubehandlet aluminium
– hvad er det bedste til drivhuset?
Valget mellem lakeret og ulakeret er først og fremmest et spørgsmål om smag, men der er også fordele og ulemper, som kan være gode at kende. Forenklet sagt har et lakeret drivhus et ekstra beskyttelseslag (lakken) mod vind og vejr. Derfor modstår det elementerne bedre.
Ulakeret drivhus i ubehandlet aluminium
Når man køber et ulakeret drivhus, køber man et ubehandlet aluminiumsdrivhus. Ubehandlet aluminium er ikke det samme som ensfarvet gråt, men har en mat eller blank, metalfarvet overflade. Den ubehandlede aluminium kan have variationer i farven, fx mørke striber og sorte felter fra produktionen.
Profilerne, dvs. drivhusets dele i metal, som er i ubehandlet aluminium, bliver hurtigere og mere synligt påvirket af vind og vejr end de lakerede. Derfor anbefaler vi, at ubehandlede drivhuse ikke placeres, hvor de udsættes for salte vinde, dvs. kystnært, eller klor.
Lakeret drivhus – ekstra beskyttelse i valgfri farve
Når man køber et lakeret drivhus, er alle profiler lakeret i den valgte farve. Lakken fungerer som en beskyttende overflade på profilerne. Det er lidt dyrere at købe, men til gengæld holder det sig pænt længere end et ubehandlet drivhus. Vi anbefaler et lakeret drivhus, hvis du bor nær kysten eller har en swimmingpool i haven, fordi metal, som udsættes for salt eller klor, er ekstra udsat.
